Blæseorkestret Søndermarken

Erindringer fra en Søndermarken-Musikant

Julen 2011, jeg ser et indslag på den lokale TV kanal, hvor menneskemylderet under den smukke julebelysning er stoppet op for et øjeblik. Folk smiler og rykker lidt sammen i kulden, mens de lytter til tonerne fra nisseklædte messingblæsere, fløjtespillere og trommeslagere med røde næser, glade øjne og blikket stift rettet mod nodebladet…

Selvom jeg sidder i min varme stue, kan jeg pludselig mærke det hele. På et splitsekund er jeg barn igen, og jeg fornemmer duften af ventilolie blandet med ”instrument-spyt”, følelsen af iskolde tæer og ditto fingre i våde bomuldshandsker, der ikke er hvide ret længe. Forventningens glæde, da bussen afgår fra Søndermarkskolen fyldt med nissevenner, grin, drillerier og masser af sang. Dirigentens strenge formaninger mens han ”ruller” sit cykelstyr på overlæben, stilheden når vi nærmer os midtbyen og stoltheden indeni, når julens menneskemylder stopper op for at se og høre ”Randers Nisserne” sprede glæde i de jule udsmykkede gader.  Den bidende kulde undertrykkes af musikken, sammenholdet og glæden ved at glæde andre. Varm kakao i Helligåndshuset og så af sted igen. Sådan gik ofte halvdelen af decembers eftermiddage, år efter år - jeg elskede hvert minut!

Tankestrømmen fortsætter, og jeg sidder nu i en anden bus på vej mod nye, musikalske eventyr i Harzen og Østrig.. En blandet flok børn og unge mellem 10 og 18 år med musikken som fælles ståsted. Et fællesskab, hvor de små lærer af de større, hvor sunde værdier går i arv og hvor ungdoms vildskab går hånd i hånd med ansvarlighed, hjælpsomhed og plads til forskellighed. Løsslupne timer med ballade på hotelgangen, disciplin og koncentration under timelange koncerter og behovet for pæne manerer, når hele flokken skal bespises. Uvurderlig læring, set i det klassiske bakspejl.

Hjemme igen mærker jeg glæden ved, onsdag efter onsdag, at sidde i hestesko i skolens musiklokale og terpe nye og gamle musiknumre. Jeg mærker, hvordan maven gør ondt efter et af de utallige grineflip og hvordan hænderne bliver klamme af skræk, når dirigenten opdager at jeg (igen) har glemt at øve mig... Han slår mig forsigtigt på hovedet med sin dirigentstok og ”upassende” men kærlige eder flyver gennem luften. Jeg genoplever min dengang gryende forståelse af, at indsats og resultater ofte har en tæt sammenhæng. Næste onsdag har jeg øvet mig, det lover jeg…

I pausen gør en sodavand underværker og giver energi til den næste time, hvor årets tattoo skal indøves i sportshallen. Op og ned af linjerne traver vi, igen og igen, så det sidder lige i skabet. Vi skal nok vise dem; Pigegarden, Postorkestret og politifolkene! Bag scenen prøver vi de nye uniformer, som utrættelige mødre syr, tilpasser og reparerer - år efter år.

Turen ned ad ”Memory Lane” vil ingen ende tage; jeg er på vej til orkesterstævne, og det kildrer i maven af glæde ved tanken om igen at skulle mødes med de musikalske venner fra skoleorkestrene fra Skægkær og Åbenrå. Masser af øvetimer, sjov og ballade, overnatning i soveposer i klasselokalerne og måltider hos værtsorkestrets medlemmer. Festen lørdag aften og den fælles koncert om søndagen. Igen en kombination, der ikke burde være mulig. Men det var den – fordi de tre dirigenter var ildsjæle, fordi forældrene var til stede med engagement og ressourcer, og simpelthen fordi vi virkelig ville. Vi ville hinanden, fællesskabet og musikken!

Tiden går og jeg er blevet lidt ældre. Jeg er en af de heldige, som er med i orkestrets koncertgruppe. Her hersker en musikalsk ungdomskultur, som er helt unik. Torsdag aften fra 19 til 22 er vi sammen i en slags ”boble”, hvor vi griner, spiller, synger, laver skuespil og drikker kaffe og spiser kage. Der øves og spilles koncerter i massevis – vi tjener endda en skilling på det. Hver en krone omsættes til rejser, fordi vi stadig har vores fantastiske dirigent, som via sine mange relationer skaber muligheder for os. Vi holder ferie og øver os på et gammelt slot i Skotland, vi bader, soler og fester i Tunesien.  Amsterdam, London og Paris udforskes også. Vi spiller for Dronning Ingrid ved en verdenskongres for klokkenister, vi optræder med musikalske skuespil under Randers Festuge og vi underholder ved utallige byfester.. Vi er ikke længere børn, og der prøves grænser og festes - men vi er hele tiden i et kærligt og omsorgsfuldt fællesskab. En slags crazy comedy med frihed under ansvar – sjovt, lærerigt og mangfoldigt!

De lokale nyheder er for længst forbi og jeg vender langsomt tilbage til 2011. Det slår mig, hvor værdifuld en gave jeg fik dengang. Vi oplever alle mangt og meget igennem livet, på godt og ondt. Meget glemmes igen men nogle ting er mejslet fast i ens hukommelse. Ting, som har gjort indtryk og præget ens liv – måske endda formet en del af, hvem man er. Sådan er det for mig med årene i Blæseorkestret Søndermarken og koncertgruppen. Jeg har venner i dag, som jeg mødte dér. Jeg har minder fra dengang, som aldrig forsvinder. De er en del af mig. Jeg sender en taknemmelig tanke til alle dem, som gjorde det hele muligt; musiklærerne, forældrene, skolen og alle mine med-musikanter! Sidst, men ikke mindst, til vores dirigent gennem mange år – Jørgen Sønderby. Han gav os en stor del af sig selv og sin tid. Han gav os uendelige mængder engagement, spilleglæde og skøre indfald! Tak!